Picasso

A Picasso bygger på historiske begivenheder. Den følger biografiske momenter i Picassos liv og viser overraskende sammenhæng i billedkunstens forståelse, uden at det kræver nogle kunsthistoriske forudsætninger for publikum.

Paris 1941: Picasso er blevet bortført af den tyske besættelsesmagts efterretningstjeneste fra sin yndlingscafé til et lagerrum under byens gader. Her bliver han forhørt af den smukke Fräulein Fischer, som er udsendt kulturattaché fra Berlin. Hendes ordre: At finde ud af, om 3 Picassotegninger, som er blevet konfiskeret fra deres jødiske ejere, er ægte. Det tyske propagandaministerium har planlagt en udstilling, men kun Picasso selv kan bekræfte deres autenticitet.

I begyndelsen indvilliger Picasso, men efter frk. Fischer afslører at “Udstillingen” i virkeligheden dækker over en offentlig afbrænding af degenereret kunst, kæmper Picasso med næb og kløer for at redde sine værker. Alle midler tages i brug i forsøget… og samtidig går det mere og mere op for os, at frk. Fischer har ryggen mod muren. Truet af nazisterne må og skal hun have Picassos bekræftelse på mindst et af værkerne, hvis hun skal gøre sig forhåbninger om – ikke blot at redde sit job – men også sit liv.

Frk. Fischer har også sine hemmeligheder at forsvare… De tos legen kispus med hinanden, indeholder en både erotisk, humoristisk og fremfor alt dødsensfarlig undertone… begge ved, hvad der er på spil for hver især. Man bliver som publikum vidner til, at snart har den ene, snart den anden overtaget. Flere store overraskelser i stykkets handling – som ikke skal røbes her – bringer os ud på kanten af sæderne.

Samtidig bliver spørgsmålene “Hvad er kunst” og “Hvad kan kunst” og “Hvad betyder den for verden” til en sprængfarlig politisk cocktail. “A Picasso” er en særdeles spændende “kunst-krimi” med mange morsomme momenter, og har via den underbyggende erotiske gnist mellem den kvindebedårende stjernekunstner og hans smukke jævnbyrdige modstander – en slutning som ender med et uventet og raffineret klimaks.