Pink Floyd The Wall

På en eller anden mystisk måde kom den langsomt snigende. Her stod vi – midt i “Punk mod Disco” krigen – man var til Bee Gees eller Sex Pistols – og så kom den sådan lidt mærkeligt ind over os. Vi havde hørt, at der kom noget, også at det var noget stort, men at det var så underligt, forstyrrende og bizart, som det var, havde vi aldrig drømt om i vores vildeste fantasi.

Det var multimedie for første gang. Det var musical uden teater. (Det er dét, vi er i gang med hér, snart 18 år efter). Det var så deprimerende, at det var livsbekræftende. Det var fuldstændig uden sammenligning, verificeret af, at ingen overhovedet gav sig i kast med at efterligne det…!

Roger Waters havde været helt ude i tovene efter “In The Flesh” turnéen årene før, og havde isoleret sig for at skrive på to værker. Det ene hed “The Pros and Cons of Hitch Hiking” (som han senere udsendte som solo-projekt) – det andet “Bricks in the Wall”.

Han spillede sine demo-bånd for de andre medlemmer i Pink Floyd – De faldt ikke umiddelbart for nogen af dem, men syntes dog, at materialet i “Bricks in the Wall” var stærkest, men at det samtidig krævede meget afpudsning, og at man i hvert fald skulle have nogen udeforstående til at involvere sig i sagen. Man fik produceren og agentspilleren Bob Ezrin koblet på – og han startede med at sende Waters hjem igen med besked på at stramme en stor del af materialet op – ikke mindst på tekstsiden.

Underligt nok føjede Waters Ezrin, underligt, når man tænker på, hvor langt ude Waters havde været under “In The Flesh” turnéen. Hér var han ganske langsomt begyndt at opfatte stadion-publikummet som sine fjender – som én stor skrigende masse, der dominerede hans liv, og til hvem, han måtte sælge sig selv aften efter aften. Det kulminerede med, at han en aften hev en særdeles ivrig fan op på scenen, hvorefter han spyttede ham i ansigtet!

I forhold til de andre var nu også så anstrengt, at han tog hjem med privatfly efter hver eneste koncert – stort set blot for at undgå deres selskab.

Men hvem ved, uden paranoide psykiatere, var der måske aldrig blevet et album som “The Wall”. Tekstsiden er en stor destruktiv retrospektion bygget på Waters’ og – til dels – ungdomsvennen og medstifteren af Pink Floyd, Syd Barrets opvækst:

Faderens død i slutningen af Anden Verdenskrig – Moderens overbeskyttelse – Skolens helt åbenlyse og skandaløse mangel på pædagogik – Rockstjernedrømmene – De krakelerede rockstjerne-drømme – opbruddet i privatlivet (Waters’ kone havde forladt ham) og den deraf følgende depression.

I det hele taget en elendighed ved tilværelsen, som den havde formet sig, set med Roger Waters’ øjne 1979! Hvordan så ufattelig meget menneskeligt underskud kan producere et så stort værk, er i sig selv lidt af en gåde.

Den efterfølgende film – og dens succes – Berlinmurens senere adaption af temaet, som intet havde med dette tyske bygningsværk at gøre, men henviste til den psykiske mur Waters havde så svært ved at nedbryde, og som han derfor instinktivt byggede mere og mere op – og selvfølgelig den sæt fantastiske følsomme lydside er alt sammen med til at underbygge Pink Floyd som de mest unikke, de mest tidløse, de mest stringente de mest “Tag dén…!” der har været.